søndag den 30. juli 2017

Om at være heldig med vilje...
Den primære årsag til, at jeg gik på boligjagt i midten af 2015, var fordi tiden nærmede sig, hvor min søn skulle skrives op i skole.
Vi boede på daværende tidspunkt på Christianshavn, og jeg havde meget svært ved at forene mig med, at mine børn skulle gå i skole der. Jeg var ligeledes godt træt af brosten og følte slet ikke, at børnene kunne bevæge sig og lege ordentligt. Vi skulle kunne komme ud og lege mere frit og have grønne arealer omkring os🐞🐸🌳🍄🌸.

Med andre ord, jeg kunne mærke tiden i indre by lakkede mod enden og det var tid til at sætte børnenes behov mere i fokus.

Jeg brugte meget tid på at læse om skoler i København og blev hurtigt interesseret i Ørestad Skolen, som var "ratet" højt. Vi tog derfor med metroen til Amager, for at tjekke skolen og området, som jeg slet ikke kendte.
For at gøre en lang historie kort var vi solgte, da vi stod af på Vestamager Station og gik direkte over til Naturcenteret Amager og gjorde stop ved det store træskib. Jeg husker det som var det i går, at da vi kom til skibet udbrød Louie: her vil jeg bo!😅.

Og som sagt, så gjort! 12 dage efter havde jeg skrevet under på huset, en lejekontrakt for et år i Stævnen og børnene var skrevet op i institution. Jo jo jeg rider (næsten) samme dag jeg sadler🐎 - når mavefornemmelsen er der👊💪.

Til historien hører naturligvis timevis af læsning på nettet, forespørgsler hos folk i området, og besøg hos flere mæglere, samt banken, før pilen landede på Skovkvarteret.
Ligeledes minimum et par søvnløse nætter, hvor jeg lige skulle suge luft ind og overbevise mig om, at jeg nu var ved at træffe det rigtige valg - for det var altså en meget stor beslutning, som ville få kæmpe betydning for mig og mine børn de næste mange år.
Flotte modeller af den kommende skole, Kalvebod Fælled Skole. Det store hvide areal bliver til en stor fodboldbane, og vi er så heldige, at det ligger helt op til vores hus. Mon vi skal frygte knuste ruder ⚽😜
Trods det egentligt var tanken, at jeg ville vælge Ørestad Skolen, blev jeg hooked på den nye skole, Kalvebod Fælled Skole af åbenlyse grunde. Skolen har nemlig fokus på idræt, sundhed og bevægelse hvilket lige er i min ånd. Og når nu den skulle bygges og nærmest ligge en spytklat fra min baghave, ville det da også være dumt ikke at vælge den.
Billeder af byggeriet, som vi har fulgt på meget tæt hold. Vi venter i spænding på den står færdig, og Louie GLÆDER sig til at kunne løbe ud af havedøren og være i skole på 2 minutter.

Lige pt. fungerer det sådan, at skolen midlertidig ligger på Dyvekeskolen indtil byggeriet af den nye skole står færdig. Børnene kører med bus fra et opsamlingssted ved 8tallet og kommer retur i 2 hold senere på dagen. Det lyder måske besværligt, men det fungerer altså bare til UG, kryds og slange🐍.


Generelt har jeg kun positive ord at sige om min oplevelse med skolen. Undervisningen er god, der er gode kammeratskaber og det er altid kun glade børn der springer ud af busserne. Personalet er super engageret og især skolelederen; Maria Bælum har jeg stor tiltro og tillid til.

Undervejs i byggeriet har skolen været inviteret ud til forskellige begivenheder. Børnene har blandt andet for nylig fået den helt store rundvisning, og kan fortælle meget mere i detaljer om byggeriet end jeg kan😂.
Der var også et stort arrangement på byggepladsen i forbindelse med grundstensnedlæggelsen, hvor børnene havde haft udedag på fælleden inden de kom ned og deltog i festivitas🎉

Der var taler og fint besøg til grundstensnedlæggelsen, som eleverne også var inviteret med til.

Til grundstensnedlæggelsen blev også en tidskapsel nedlagt.  

Jeg er virkelig spændt på at følge udviklingen, og kan kun se, at det bliver en kæmpe succes. Efter sigende følges tidsplanen, og skolen skal således stå klar 1. maj 2018 i forbindelse med at næste skoleår startes op.


Det bliver så dejligt, når der om aftenen løber børn rundt og spiller fodbold på græsset, og jeg trygt kan sende Louie afsted. Ingen veje skal krydses og jeg kan tilmed følge med fra terrassen. Jeg udlever drømmen🙏

Ingen kommentarer:

Send en kommentar