Så er det mig Pernille igen😉, som sammen med Louie og Ida skal berette lidt om livet her i vores lille andedam Skovkvarteret.
I vores tid i Ørestad Syd har vi brugt Fælleden adskillige gange. Vi kalder den for Den Store Legeplads😛.
Alle årstider indbyder til leg og gode oplevelser. Hvis vi bare skal på en kort tur, er det typisk skibet, der leges på. Det er som om, at trods der jo egentligt ikke er så meget at gøre der, er det bare et hit blandt børnene.
I weekenderne, hvor vi har mere tid, cykler vi gerne rundt. Vi har flere gange cyklet lange ture og blandt andet været forbi Golfbanen, hvor der går hundredvis af store gæs (okay, overdrivelse fremmer forståelsen), og hvor man på en strækning cykler langs togskinnerne, så vi kan tælle vogne, når der kommer tog forbi🚂. Spisestedet ved Golfbanen serverer i øvrigt den lækreste brunch, bare så i lige ved det.
Andre ture er gået gennem skoven og helt ud til vandet eller langt ud af vejen, der har Naturcenteret og flere store bakker på venstre side. Når vi er på de lange ture napper vi madpakker med, hvilket børnene synes er enormt hyggeligt. Så gør vi holdt et par gange, så Louie bedre kan klare turen. Ida er for lille til selv at cykle, så hun nyder livet og sidder og griner bag på sin oksende mor😂
Når vi ikke lige er til de store cykelture, går der hurtigt leg i den ved Naturcenteret. Her er der adskillige muligheder og vi suger det hele til os, og opdager nye ting hver gang vi er der. Vi har efterhånden fisket en del gange, og også fårene er flittigt besøgt.
Tarzanstien, som er en 'natur-forhindringsbane', skal også altid lige gennemføres et par gange.
Skal man holde fødselsdag eller have en stor komsammen, kan jeg på det kraftigste anbefale at tage på Fælleden. Der er nogle indhegnede områder man, vist for et mindre beløb, kan booke. Så er der overdækkede bænke og borde, og der er separat bålplads. Alternativt er det bare med at slå sig ned, hvor man vil, i det meget store område.
Der er også et spisested ved Naturcenteret; Traktørstedet, som har rigtig god mad og afholder fællesspisninger og musikaftener mv. Deres brunch kan jeg varmt anbefale samt deres varme boller og kakao en kold efterårsdag eller en is, når solen skinner🍦☕.
Også om vinteren har vi brugt at tage på tur på Fælleden. Hver årstid har sin charme og man oplever naturen fra forskellige sider. Er vi heldige, at der er sne, tager vi til Store Høj, som forvandles til en kæmpe kælkebakke til stor fornøjelse for både store og små☃⛄.
Som i nok kan læse, er det ikke for sjovt, at vi kalder fælleden for den store legeplads🙏🙏
Ingen kommentarer:
Send en kommentar